• Om Specular
  • Psykoterapeutuddannelse
  • Specularpsykologerne
  • Specular på arbejdspladsen
  • Kurser
  • Kurser 2

Speculars teoretiske referenceramme

Specularmetoden - teoretisk og praktisk fundament

Når det gælder forholdet mellem teori og praksis, kan man skelne mellem tre niveauer:

  1. Videnskabelige teoridannelser, der er beskrivende og forklarende i forhold til praksis. Her kan man tale om 'teori om praksis'.
  2. Praksisteorier, der er handlingsanvisende i forhold til praksis, det vil sige hjælper os med at finde ud af, hvad vi skal gøre, samtidig med at der sættes fokus på overvejelser og begrundelser, for det vi gør. Dette niveau kaldes 'teori for praksis'.
  3. Den praksis, der udøves uden at forholde sig til teori, men som indeholder mængder af tavs viden om det felt, man arbejder i. Dette lag kan kaldes for 'kunst'.

Speculars arbejde bygger på vores mangeårige praksis, hvor vi har udviklet vores metode og høstet erfaringer fra efteruddannelse af mennesker, der under én eller anden form arbejder som hjælpere for andre mennesker.
Den kunst, der ligger i arbejdet med andre mennesker, har vi i bogen "Mød livet - fra kernen" omformet til et stykke 'teori for praksis'.

I forhold til det videnskabelige teoretiske fundament er Specular baseret på tre hovedelementer:

1. Teorien om kernen og masken og det stadige fokus på at leve og arbejde med kernen som centrum.
I forhold til arbejdet med andre mennesker betyder dette, at de enkelte delmetoder, vi benytter os af, hele tiden udvælges og anvendes med baggrund i den balance, vi finder i kernen. Teorien om kernen og masken er således overordnet alle delmetoder. I udvælgelsen af delmetoder og i brugen af dem er sigtet endvidere at skabe en balance mellem metoder, der er indadrettede, selvfordybende, og metoder, der er udadrettede, kommunikative.
Teorien om kernen og masken har rødder både i den humanistiske tradition og i den psykodynamiske.

2. Den videnskabelige psykologfaglige retning, vi er tættest forbundet med, er den psykodynamiske tradition. Centralt i denne tradition er betydningsfuldheden af det ubevidste og integrationen deraf. Den grundlæggende betydning af barndomsmønstrene for nutidens problemsituationer og bearbejdningen af disse livshistoriske mønstre er altid en del af den psykologiske udviklingsproces. Både i forhold til det relationelle arbejde og i forhold til forståelsen af terapi er vi meget inspireret af de nyere tilknytningsteorier, der blandt andet er båret frem af Daniel Stern og Allan Schore.

3. Som udløber af det psykodynamiske fundament har vi også basis i den kropsterapeutiske tradition, der er baseret på Wilhelm Reichs og Alexander Lowens arbejde med kroppens og tankens fælles fundering i energien. Wilhem Reich kombinerede Freuds vægt på samtalen med udforskningen af kroppen. Netop det kropslige arbejde i alle dets afskygninger (åndedræt, bevægelse og energiøvelser) er en af de væsentligste nøgler til åbning af det ubevidste og dermed integration af de store kræfter, der ligger bundet deri. Hjerneforskningen har de senere år beskæftiget sig med emotionernes somatiske forankring. Vi kan f.eks. henvise til LeDoux (The Emotionel Brain), til Damasios teori om de somatiske markører, samt til forskningen i sammenhængen mellem traumer, forsvar og det somatiske nervesystem. Sidstnævnte ligger til grund for Peter Levines arbejde.
Det nævnte kropsterapeutiske fundament er i fin overensstemmelse med Bob Moore's teori om det menneskelige energisystem , som også er inspirationskilde til Specularmetoden. Bob Moore (1929 - 2008) forskede i energi, energiens naturlige kredsløb og konsekvenserne af blokeringer heraf. Ud fra sine iagttagelser og indsigter udviklede Bob Moore en meditationspraksis tilpasset den vestlige psykologi. Udover at træne evnen til mindfulness, defineret som evnen til at være nærværende med en ikke dømmende holdning, sigter Bob Moores metode på kontakt med kroppen og kroppens energi med henblik på at genskabe balance mellem tanker (hoved) og følelser (krop) og skabe kontakt med den vitalitet, styrke og kreativitet, som har basis i kroppens naturlige energiflow. Bob Moores teori om energisystemet udmønter sig i et trinvist opbygget system af øvelser og meditationer, der indgår som en del af Specularmetoden.

Vi er integrative i vores valg af terapeutisk tilgang fra situation til situation. Det bærende i terapien er at kunne møde klienten fra kernen. Det vil sige, at klienten mødes i her og nu situationen med ægte empatisk åbenhed og nærvær - uden at terapeutens egne emotioner blander sig i processen.

Kernen som kompas i terapiens dialektiske modsætninger

Med kernen som det overordnede integrations- og styringsprincip anvender vi forskellige psykoterapeutiske delmetoder. Eksempler på delmetoder er kropsopmærksomhed, åndedræt, drømme, billeder, gestalt og udtryksarbejde. Sammenfattende kan man sige, at vi hele vejen igennem har et dialektisk syn på terapi i den forstand, at vi hele tiden forsøger at omfatte de forskellige modsætninger, der kan eksistere inden for det terapeutiske felt.
Som eksempler kan nævnes:

  • At vi arbejder med intensiv indadvendt fordybelse i krop og bevidsthed, samtidig med at vi lægger vægt på følelsesforløsning og på udtrykket i alle dets aspekter.
  • At vi arbejder med det kropslige og følelsesmæssige, men også med tankemønstrene og forholdet mellem krop, følelser og tanker.
  • At vi både vægter den personlige udviklingshistorie - det psykodynamiske aspekt - og samtidig de helt aktuelle 'her og nu' situationer.
  • At vi arbejder intensivt med relationer og relationel forståelse af samspil, men at vi samtidig arbejder ud fra idéen om kernen som et stabilt ankerpunkt i den enkelte.
  • At vi i lighed med traditionen 'Mindfulness' arbejder med nærvær og ikke dømmende holdning, men at vi også arbejder med konfrontation og ændring i forhold til de dybereliggende emotionelle mønstre.
  • Og at vi i lighed med bevægelsen 'Positiv psykologi' arbejder ud fra et ressource- og udviklingsorienteret synspunkt, men at vi i høj grad også lægger vægt på gennemarbejdelse af de vanskelige emotionelle områder - både i det enkelte menneske og i samarbejdsrelationerne.

At kunne navigere imellem disse modsætninger som terapeut er kunsten at kunne møde klienten fra kernen.